Min familie og jeg bor i Dubai

Sådan svarer vi altid, når folk spørger.

Det hører til sjældenhederne, at jeg bruger landets formelle navn, De Forenede Arabiske Emirater. Det er for langt og for kringlet at udtale i en snæver vending. Det er nærmest også lidt for formelt. Og så kender alle jo Dubai, men ikke nødvendigvis landet, De Forenede Arabiske Emirater.

Det er ikke så underligt endda. Dubai bliver promoveret på alle ledder og kanter som det ultramoderne arabiske 1001 Nats Eventyr. Det handler om Dubai’s livsstil, tilbud og muligheder, og ikke om selve landet som turistmål eller om, hvad de seks andre emirater byder på.

Der er da heller ingen tvivl om, at Dubai vitterlig er alt dét, billederne fremstiller byen som. Her er præcist så glitzy, vildt, imponerende, pompøst og overdådigt, som du kan forestille dig. Og det er bare endnu én af de ting, jeg synes er så helt fantastisk ved denne her by – at der er ret højt til loftet.

Men Dubai er selvfølgelig en masse andet og mere end de typiske turist-hot-spots, som Burj Khalifa, Jumeirah Beach, Dubai Marina, Burj Al Arab og DownTown. Der er bydele, som er helt anderledes end dét, du ser på hjemmesiderne, der sælger rejser til Dubai. Der er steder, hvor der kun bor pakistanere, indere og filippinere i bittesmå, overfyldte lejligheder. Steder, hvor du stort set ikke ser kvinder på gaden. Hvor der er gråt af smog, med snuskede kiosker på hvert gadehjørne, trafikkaos morgen og aften, og overfyldte skraldespande. Den slags bliver ikke vist i turistbrochurer og på nettet. Det er ikke en del af dét image, Dubai har i medierne.

Personligt synes jeg, at der er masser af charme i de mere ‘eksotiske’ dele af Dubai, såsom Deira, Garhoud, Bur Dubai, Satwa, Oud Metha og Mirdif. Men det er ikke helt sikkert, at det er dén slags eksotisme, du drømmer om at finde på en ferie i Dubai. Det kræver ihvertfald en vis insisterende interesse i lokalkolorit, madboder og gademarkeder, at værdsætte pakistanernes og indernes kaos i dele af byen.

Med andre ord skal du kigge dig for, når turen går til Dubai. For rejsebureauerne udnytter, at de færreste har et dybere kendskab til byen og landet.

I dette blogindlæg giver jeg dig et overblik over de populæreste turiststeder i Dubai – og et par gode tips til områder, som ligger lidt mindre centralt, men til gengæld er mere prisvenlige. Du får også mit bud på hvad de seks andre emirater byder – eller ikke byder på! – så det bliver lettere at vælge, hvor du vil holde din ferie.

De Forenede Arabiske Emirater blev grundlagt som formel nation i 1971. Landet består af syv emirater, der hver især har en sheikh eller emir, som udstikker retningslinjer og lovgivning. Dette betyder, at hvert emirat er egenrådigt, og at der derfor kan være ganske betydelige forskellige mellem emiraterne, selvom der rent geografisk ser ud til at være begrænset forskel på, om du bestiller et hotel i Sharjah versus Dubai.

Dubai er det mest berømte emirat og den mest kendte by i De Forenede Arabiske Emirater.

For de fleste er landet nærmest lig Dubai.

Det er her, vi har de populæreste (og dyreste) turistområder, som Palm Jumeirah, Jumeirah Beach Residence (JBR), The Walk/Dubai Marina og DownTown Dubai. Det er her, du finder de perfekte sandstrande, de berømte hoteller og ikoniske bygninger. Men det er også hér, du betaler allermest for at bo. Hvis du er til den ultimative nydelse og luksus, kan jeg kun anbefale dig at finde et hotel i ét af de nævnte områder. Så er du tæt på stranden, har de bedste shoppingmuligheder og de lækreste restauranter og spisesteder lige i nærheden.

Hvis du har brug for et budgetvenligt alternativ eller ikke er specielt interesseret i at ligge på stranden eller bruge tid på shopping, så er der rigtigt mange penge at spare ved at vælge at bo i et andet område af Dubai. Jeg kan anbefale Al Barsha tæt på Mall of The Emirates, lidt længere væk ligger området Barsha Heights, der tidligere hed Tecom – det er også fint; der er også det pæne business-distrikt Jumeirah Lakes Towers, Dubai Media City og eventuelt kunne du vælge at bo længere sydpå i området Jebel Ali.

Det kræver en taxatur at komme til stranden, de flotte hoteller, kulturelle oplevelser og shoppingcentre, men du vil finde masser af små butikker og kiosker, apoteker, skønhedssaloner og hyggelige spisesteder inden for gåafstand. Så hvis ikke det afskrækker dig at skulle ud på et par 20 minutters taxature hver dag, så opnår du en fin besparelse ved at finde et hotel i ét af de førnævnte områder. Og du får ihvertfald oplevet mere af Dubai på denne måde.

Jeg kan ikke anbefale hoteller, der ligger i områderne Satwa, Dubai Investment Park (DIP), Bur Dubai, Deira, Karama, Festival City, Garhoud, Mirdif, ude ved lufthavnen eller endnu længere nordpå i f.eks. Al Qusais, Academic City eller International City. Det er ikke fordi hotellerne er af dårlig standard. Det er heller ikke fordi der er kriminalitet – for der er der ingen steder i landet, men der er ganske enkelt ikke den charme, de fleste danskere ønsker sig på en ferie. Mange af de nævnte steder er der hektisk trafik morgen og aften, og det er ikke helt let at bevæge sig ud på gaderne for at finde den type butikker og caféer, man kunne tænke sig at bruge tid på.

Abu Dhabi er landets hovedstad og det ubetinget største emirat. Det er hér, der fortsat er olieudvinding, men det mærker man intet til som turist. Hovedstaden er mere konservativ og rolig i forhold til sin berømte og udskejende lillebror, Dubai. Hvis du skal på familieferie og gerne vil have, at ferien primært skal være afslappende, kan jeg varmt anbefale, at turen går til Abu Dhabi. Det er hér, du finder perfekt anlagte laguner at bade i, verdensberømte kunstmuséer, Formel 1-banen, Masdar City, Sheikh Zayed Grand Mosque, Qasr Al Hosn og en helt masse andre kulturelle tilbud og attraktioner. Nattelivet brager dog ikke afsted, og det er heller ikke hér, du finder de nyeste hits på restaurantscenen. Hvis du vælger at bo i Abu Dhabi, skal du opleve Rub Al Khali ørkenen, der også bliver kaldt for The Empty Quarter. Du kan tage på dagsudflugt med en 4×4, tilkøbe en nat i telt på en såkaldt Desert Camp eller vælge at bo et par nætter på et luksusresort midt i den sandede intethed. Ørkenen er ubeskrivelig smuk uden for Abu Dhabi. Du kan med fordel kombinere Dubai og Abu Dhabi i løbet af en ferie. Der er mærkbar forskel på livet og rytmen i de to byer – og det er ret morsomt at opleve.

Ajman er et lillebitte emirat lige nord for Dubai. Hér er der virkelig tale om value for money. Der er ganske kort køretid fra Dubai Lufthavn til hotellerne langs kysten i Ajman, og du vil blive seriøst imponeret over strandene og de smukke hoteller. Hvis du drømmer om ren afslapning på langs ved enten pool eller strand – og måske en enkelt dagstur til Dubai’s centrum for at se de typiske turistattraktioner, kan du sagtens vælge at holde ferien i Ajman.

Sharjah er et af de store emirater. Det var tidligere landets mest udviklede område, og emiratet huser fortsat nogle af de bedste universiteter, smukkeste moskéer, markeder og kulturelle institutioner i landet. Men Sharjah er et helt og aldeles tørlagt emirat, hvilket betyder, at din ferie bliver 100% “appelsin-fri” – og dét er vel de færreste, der har lyst til at køre en time mod syd til Dubai for at nyde et glas vin eller en cocktail? Hvis du ikke drikker alkohol, er det da en mulighed at vælge ét af de store turisthoteller langs vandet i Sharjah, men trafikken mellem Dubai og Sharjah er ofte hektisk, så jeg vil ikke umiddelbart anbefale dette emirat som en feriedestination.

Umm Al Quwain er et temmelig overset emirat, hvad angår internationale turister – med undtagelse af gæster fra de nye russiske republikker, som er blevet lokket dertil via rejsebureauer, der sælger Umm Al Quwain som ‘ferie i Dubai’. Vi, der er bosat i De Forenede Arabiske Emirater, tager dertil for at opleve mangrove- og sumpområderne med flamingoer i fri dressur, men det er bestemt ikke et sted, jeg vil anbefale – ikke engang til meget naturinteresserede personer. Der sker for lidt, der er for langt til Dubai – og der er ikke hoteller af en ordentlig standard.

Ras Al Khaimah er et up-and-coming emirat, der satser benhårdt på at nappe turister fra Dubai, Abu Dhabi og Ajman. Der ligger en perlerække af dejlige hoteller på Al Marjan Island, som er en kunstigt anlagt halvø uden for selve Ras Al Khaimah By. Hvis du har lyst til kombinationen af bade- og byferie, kan jeg anbefale dig at begynde ferien i Ras Al Khaimah på Al Marjan Island og slutte af med nogle dage i Dubai. Der er omkring halvanden times kørsel fra lufthavnen – og du får et smukt azurblåt hav som belønning for køreturen. Bemærk, at byens centrum er energiforladt, så du skal prioritere at finde et hotel, der ligger på Al Marjan Island. Du får set en del af Hajjar-bjergkæden og ørkenen på køreturen, samt en fornemmelse af Sharjah og Ajman undervejs. Det vil dog blive en noget “isoleret” oplevelse, hvis du udelukkende vælger at tilbringe ferien i Ras Al Khaimah, da der er lang vej for en dagstur til Dubai.

Fujairah ligger – som det eneste af de syv emirater – ud til Gulf of Oman. De andre emirater ligger på den vestlige side inde i Den Persiske Golf. Her er der virkelig tale om dramatisk natur med gråbrune, takkede klippeformationer i Hajjar-bjergene og et køligt, mørkt hav med mulighed for spændende snorkling og dykning. Området har udmærkede hoteller af god standard og til betydeligt lavere priser end i Dubai – og er du til aktivferie med kajakroning, cykling, trekking osv., vil du finde dig helt til rette her. Alle os, der bor i landet, er vilde med Fujairah for dets laid-back-stemning og den vilde natur. Ulempen ved at vælge at bo i Fujairah er, at du ikke “bare lige” tager en dagstur til Dubai eller Abu Dhabi for at opleve noget kulturelt, så ligesom i tilfældet med Ras Al Khaimah, vil jeg anbefale en kombination af Fujairah og Dubai eller Abu Dhabi for at få en mere varieret ferie.

Ud over de syv emirater, som du nu har et overblik over, ligger der et grønt og smukt landbrugsområde i Abu Dhabi’s emirat, der hedder Al Ain. Her finder du Jebel Hafeet – et fantastisk bjerg med smukke grønne terrasser omkring (Green Mubarrazah). Hvis du er til cykling eller har lyst til at køre rundt i bil på egen hånd, kan jeg varmt anbefale, at du kører til Al Ain og udforsker de smukke dadelplantager, kamelmarkedet og det gamle bycentrum. Hér finder du virkelig det oprindelige, arabiske land og fornemmer straks, hvordan alting går ned i omdrejninger.

Der findes også en ualmindelig smuk enklave – Musandam – som tilhører Oman, der ligger helt oppe på “spidsen” af De Forenede Arabiske Emirater, lige ud til Hormuz-strædet over mod Iran. Herfra kan du sejle i de verdensberømte Arabiske Fjorde og opleve vilde delfiner. Der kan være en smule besvær ved grænseovergangen mellem De Forenede Arabiske Emirater og Oman/Musandam, men hvis du køber turen som en “turistpakke”, ordner selskabet det hele for dig. Du kan vælge mellem en dagstur ombord på en arabisk junke eller at tage en overnatning ombord. Et vilkårligt hotel kan hjælpe dig med booke en tur til Musandam. Det vil være en meget lang tur fra Abu Dhabi, men hvis du befinder dig i Dubai eller Ras Al Khaimah, er det en fin heldagsudflugt.

Jeg håber, at du kan bruge mine beskrivelser af De Syv Emirater til at skræddersy netop dén ferie, du drømmer om.

De bedste hilsner,

Tine