Gold and Diamonds

Guld og Diamanter i Dubai

Folk spørger mig ofte om, hvad der mon er interessant at købe med hjem fra Dubai?

Og jeg svarer – hver eneste gang – med et glimt i øjet: Guld og diamanter!

Det lyder måske som lidt af en fjollet cliché – og de fleste af os tror vel mere på kærlighed end købekraft som den tungtvejende faktor i menneskers livsglæde – men, når nu jeg bliver spurgt til shoppingmuligheder, så vil jeg sige, at den bedste souvenir, du kan tage med fra Dubai, er et smykke. Eller to…

Der findes et væld af smykkeforretninger rundt omkring i alle shoppingcentre, men dem ville jeg kun kigge i for inspirationens skyld. De plejer at have for høje priser – sikkert på grund af den klækkelige husleje, de skal betale for at have en god placering i et pænt center med mange besøgende.

I stedet skal du tage i Gold & Diamond Park, der ligger lige ud til Sheikh Zayed Road, ikke langt fra Mall of the Emirates. Stedet er et shoppingcenter, dedikeret udelukkende til guld- og sølvsmedebutikker. Her finder du omkring 90 butikker og stande med et kæmpe udvalg af alle former for smykker i lige så mange stilarter og designs, som der er mennesker.

Du kan tjekke stedet ud lige her: https://www.goldanddiamondpark.com

Det bedste af det hele er, at du kan gå i fuldstændig ro og mag og nyde synet af butikvinduernes imponerende udvalg af ringe, halskæder, armbånd, øreringe og så videre – uden at blive antastet eller føle, at du skal købe noget. Og dét er vigtigt, når man kigger på smykker.

Faktisk er Gold & Diamond Park en 100% autentisk Dubai-oplevelse, som du ikke må gå glip af, uanset om du er på jagt efter noget specifikt, eller blot vil ud for at hente idéer til en fremtidig smykkedrøm, du måske vil forfølge næste gang, du er i Dubai.

For guld og diamanter er noget særligt – det kan vi piger vist ikke komme udenom – og jeg kan garantere dig for, at et smykkekøb i Dubai vil blive et af de ferieminder, du altid vil være lykkelig over bære med dig på fingeren, om håndleddet eller rundt om halsen.

Men hvordan gør man egentlig, hvis nu man ikke er særligt vidende om guld og diamanter – og gerne vil  gøre et godt køb?

Jeg er hverken diamantspecialist eller guldsmed, men efter 100 besøg i Gold & Diamond Park, har jeg følgende gode råd at give dig med på vejen, så du sikrer dig, at det bliver både en god oplevelse og “pengene værd”.

  • Giv dig selv rigtig god tid. Start din ferie med at gå i Gold & Diamond Park. Det kan let tage 2-4 dage og 1-2 besøg at blive helt færdig med købsprocessen. Denne regel gælder – uanset, om du vil købe et smykke direkte fra butiksvinduet, om du vil have skabt en kopi af et smykke fra f.eks. Pinterest,  om du skal have ændret på et eksisterende smykke, om du vil have smeltet dit eget “gamle guld” om osv. God tid er vigtigt, så guldsmeden kan gøre sit arbejde til perfektion.
  • Tjek dagens gram-pris på verdensmarkedet for 14 og 18 karats guld. Hvis du ved, hvad 1 gram guld koster – og du får oplyst vægten på smykket, kan du bedre forhandle en god pris. Husk, at guldsmedenes lønninger er betydeligt lavere i Dubai, så prisen skal være markant lavere end i en dansk smykkeforretning. Potentielt kigger vi på “halv pris af Danmark”, men det er kun en slags tommelfingerregel.
  • Prut om prisen. Selvom butikkerne i Gold & Diamond Park er nydelige og stedet er et civiliseret shoppingcenter ligesom andre centre, så er der INGEN, der ved deres fulde fem betaler den oplyste pris! Prut om prisen til du ikke orker mere. Du ved, at du har skudt ved siden af målet, når sælger ryster venligt på hovedet og pakker smykket tilbage i montren. Og så må du enten bide din stolthed i dig og betale lidt mere end det, du foreslog – eller gå videre ud i verden og finde et andet sted at handle.
  • Træk vejret helt ned i maven. Selvom det er svært at undgå at blive komplet forblændet og forelsket i dit potentielt nye smykke, så træk lige vejret en ekstra gang. Der er adskillige hyggelige caféer gemt lidt af vejen rundt omkring i Gold & Diamond Park. Gå ind og drik en kop kaffe, mens du kigger billeder igennem på mobilen af de smykker, du har fundet og overvejer at købe eller skal vælge imellem. Så får du lige et øjebliks fred til nervesystemet og kan bedre tage en fornuftig beslutning.
  • Beslut dig på forhånd – især når det gælder diamanter. Hvis det handler om et diamantkøb, gør du dig selv en stor tjeneste ved at have gjort dit hjemmearbejde forud for et besøg i Gold & Diamond Park. Er det en såkaldt ‘investerings’-diamant, du gerne vil købe? Skal den kunne sælges videre igen engang i fremtiden? Eller er det “bare” en smuk diamant, du gerne vil gå med? Der er himmelvid forskel på priserne på diamanter – alt efter om du skal have et officielt registreret GIA-certifikat med fuld vurdering af renhed, klarhed osv. – eller om du er ude efter en almindelig, fin sten, der kan pynte på dig og have affektionsværdi for dine efterkommere. De bittesmå sten, som kaldes for accent-diamanter, er endnu billigere – og her kan du få sammensat den fineste ring eller øreringe for relativt “få penge”.
  • Besøg værkstedet. Snyd ikke dig selv for den enestående oplevelse, det er, at få lov til at komme om bag kulissen, hvor guldsmedene arbejder i kæmpestore værksteder, der ofte strækker sig over flere etager. Det er imponerende! Hvis du køber en såkaldt ‘investerings’-diamant til en betydelig pris, er det meget sandsynligt, at butikken selv beder dig om at følge med, når diamanten skal isættes ringen, så både du og butikken er helt enige om, at det er dén diamant, du købte, som kommer i ringen. Der er fuld gennemsigtighed – og du bliver ikke snydt i Gold & Diamond Park, som er underlagt streng kontrol fra myndighedernes side og i øvrigt er ét af verdens centre for diamanthandel.

Danskerne i Dubai kommer typisk i de to butikker “Cara” og “Monili”, men du får god service og god kvalitet for pengene alle steder i Gold and Diamond Park.

Hvis du slet ikke er til shopping på den konventionelle måde, kan jeg anbefale dig at tage en tur til det nordlige Dubai til Old Gold Souk, som er et helt anderledes sted. Hér vil du blive hevet i armen og inviteret indenfor til sød karak-te – og du vil få de mest overvældende indiske og mellemøstlige brudesmykker at se. Ikke ligefrem en rolig og velovervejet købssituation, men absolut underholdende og anderledes.

PS: Jeg har ingen forbindelse til butikkerne Gold & Diamond Park – jeg er blot en glad og tilfreds kunde.